name

Når skaden er sket

Det første, du skal gøre, er at begrænse skaden mest muligt. Er skaden dækket af din forsikring, betaler den også for rimelige og nødvendige udgifter til redning, bevaring og oprydning.

Har det regnet så meget, at der forsikringsmæssigt er tale om voldsomt skybrud, så dækker husforsikringen skader på dit hus og indboforsikringen skader på dine ting. Hvis der er spildevand i bygningen, skal man iføre sig værnemidler, før man går i gang med oprydningsarbejdet eller afvente professionel assistance. 


Når skaden er sket

Begræns skaden

  • Flyt de ting, der står i vand.
  • Få vandet væk. Vær opmærksom på, at kloakvand kan være meget sundhedsskadeligt. Beskyt dig med handsker, vandtæt tøj og fodtøj.
  • Få sat udtørring i gang. Brug evt. affugter.
  • Tag billeder eller video af det, der er ødelagt.
  • Smid ikke noget væk, før du har aftalt det med dit forsikringsselskab, eller din skade er afsluttet.

Forsikringen dækker dine rimelige og nødvendige udgifter til at få pumpet vand væk, at redde dit indbo og til den nødvendige udtørring. 

Sundhedsstyrelsen har retningslinjer på deres hjemmeside og vil også informere i medierne ved større vandskader. Hvis der er spildevand indblandet, skal der - efter det umiddelbare oprydningsarbejde - udføres en specialrengøring.

Hvis det er almindeligt overfladevand iblandet jord og grus udefra, er særlige værnemidler ikke påkrævet.  Frit vand fjernes, og der etableres god ventilation samt en effektiv affugtning hurtigst muligt. Det har vist sig, at når der er mange vandskader, er kapaciteten på affugtere ofte for lille, og ventetiden på affugtere kan være lang.

Så snart man har fjernet frit vand, skal man tage stilling til, om der kan være løbet vand ind i konstruktionerne, dvs. er der hulrum fx under gulve eller vægbeklædninger, under inventar, trapperum o.l., hvor vand kan være løbet ind. Hvis dette er tilfældet, skal der åbnes, så hulrum kan luftes ud. Gulvbelægninger og vægbeklædninger bør fjernes, så underliggende faste konstruktioner kan tørre ud.

Vandskadede materialer som fx gipsplader, træbaserede plader, tapet, gulvtæpper o.l. skal kasseres.

Indenfor nogle få dage kan der opstå skimmelvækst på materialeoverflader, hvis de ikke er tørret op, dette gælder også i hulrum. Skaderne opdages typisk først, når der breder sig en dårlig lugt af mug/skimmel eller når brugerne mærker gener som fx irriterede slimhinder, hovedpine, vejrtrækningsproblemer og koncentrationsbesvær.

Vandskadet indbo

Det indbo, der er blevet deformeret eller misfarvet og overgroet med skimmelsvampe, må ofte kasseres, men alt andet kan i de fleste tilfælde reddes. Jo hurtigere man kommer i gang med sortering og rengøring jo bedre. Tingene skal hurtigst muligt væk fra den høje luftfugtighed, der i reglen opstår i de vandskadede rum. Men tingene skal rengøres, før de bringes ind i opholdsrum. Igen er det vigtigt at tage stilling til, om der er kloakvand indblandet, for så skal tingene desinficeres med et desinfektionsmiddel. De, der udfører rengøringen, skal anvende værnemidler. Er det bare overfladevand, så er almindelig rengøring, aftørring og efterfølgende udtørring tilstrækkelig. Alt vaskbart tøj vaskes ved almindeligt vaskeprogram, eller det sendes til rensning.

Voldsomt skybrud

Forsikringsmæssigt er der tale om voldsomt skybrud, når nedbøren er så kraftig, at utilstoppede, normal konstruerede og vel vedligeholdte afløbssystemer ikke kan lede vandet væk.

Udtrykt i regnmængder er der som hovedregel forsikringsdækning ved:

  • mere end 40 mm regn på et døgn (24 timer) 
  • mere end 15 mm på 30 min.

Der kan være forskel på forsikringsselskabernes vilkår. Nogle forsikringsselskaber dækker også, hvis der er faldet mellem 30 og 40 mm på et døgn - tjek derfor din egen forsikring! 

Er der faldet mindre end 30 mm på et døgn eller 15 mm på 30 minutter, dækker forsikringen normalt ikke.

Tjek regnmængden

Forsikringsvejret.dk kan du taste din adresse ind og se, om det på skadestidspunktet har regnet så meget hos dig, at der var tale om voldsomt skybrud. 

Andre skader

Efter voldsomme vandskader og måske en efterfølgende kraftig udtørring vil maling ofte bule op, puds kan løsne sig i flager, og der kan opstå hvide krystal udfældninger på gulve og murede vægge. Disse skader skyldes, at der er salte i murværket, som ved udtørring bringes ud til overfladen, fælder ud i krystaller og skubber overfladelagene af. Dette er kosmetiske skader, som ikke har indflydelse på indeklimaet. Saltene i murværket kan ikke fjernes, men krystallerne kan børstes væk, og overfladerne repareres.

Hvordan ser skimmelvækst ud

Det er allerede nævnt, at skimmelsvampe, der er i vækst, ofte afgiver ganske kraftige lugtstoffer, men ellers vokser skimmelsvampene jo på alle materialeoverflader som mug på rugbrød og er umiddelbart synlige. På træskillevægge i kældre er væksten ofte hvid og grøn, på pudsede vægge ses ofte sorte plamager. Skimmelsvampe kan have mange farver. Det man bare skal huske er, at skimmelsvampene også kan vokse skjult på undersiden af gulvbelægninger, under og bag skabe og bag tapet og vægbeklædninger.

Hvor kan man hente hjælp?

Ejendommens forsikringsselskab vil ofte have en hotline eller en hjemmeside, hvor man kan hente gode råd. Skadesservicefirmaer/affugtningsfirmaer vil jo ofte have travlt efter en vandskade. Hvis man ikke kan komme igennem til de, der er i nærområdet, kan man jo prøve lykken lidt længere væk. Lav evt. et beredskab i ejendommen, med naboen eller i gaden, så man kan hjælpe hinanden, når uheldet er ude.

Gode råd kan også hentes på Teknologisk Instituts hjemmeside eller hos den organisation, der hedder BYG-ERFA, som udgiver informationsblade til byggebranchen. Et af disse blade har titlen ”Udtørring efter vandskade” (99) 120723. Heri gennemgås punkt for punkt, hvad man gør, når skaden er sket.

Ingen erstatning

Typisk dækker hus- og indboforsikringen ikke:

  • Skader der sker pga. regnvand, der siver ind gennem utætheder i bygningen
  • Skader efter grundvand, der trænger ind gennem kældervægge eller op gennem kældergulv
  • Skader efter opstigning af kloakvand, når der ikke har været skybrud.

Vær opmærksom på, at du hos nogle forsikringsselskaber kan udvide din husforsikring til også at betale erstatning i de ovennævnte tilfælde.

 OBS: De forskellige forsikringsselskaber har forskellige regler, så tjek altid dit eget forsikringsselskab.

Læs mere om Tryg's retningslinjer her
Læs mere om Forsikring og Pensions retningslinjer her.
Læs mere om if's retningslinjer her.
Læs mere om Alm. Brands retningslinjer her.

Oversvømmelse fra hav, fjord, søer og vandløb 

Er der tale om oversvømmelse fra hav, fjord, søer eller vandløb dækker din forsikring normalt ikke. I nogle tilfælde kan skaderne i stedet være dækket af Stormrådet.
Start altid med at kontakte dit eget forsikringsselskab, da de vurderer, om der er tale om en forsikringsskade. Hvis skaden ikke er dækket af din egen forsikring, skal du udfylde Stormrådets anmeldelsesblanket og sende den til dit forsikringsselskab.
 
Du kan finde mere information på Stormrådets hjemmeside